|
Det skriver dansk Flygtninge hjælp

Ifølge UNDP er den forventede levetid 44 år. Kun 23 procent af
befolkningen har reelt adgang til rent vand og 88 procent af indbyggerne
har ikke adgang til ordentlige sanitære forhold. Hvert år dør omkring
85.000 børn under fem år som følge af blandt andet diarré. Landets i
forvejen begrænsede ressourcer belastes yderligere af de mere end fem
millioner flygtninge, der er vendt tilbage til Afghanistan siden
Taleban-regimets fald i 2001, og af et stort antal internt fordrevne,
der er blevet tvunget fra deres land på grund af konflikt eller tørke.
Målet med Dansk Flygtningehjælps arbejde i Afghanistan er at fremme
varige løsninger for flygtninge og internt fordrevne på baggrund af
humanitære principper og basale menneskerettigheder. I Afghanistan
fokuserer Dansk Flygtningehjælp især på at forbedre levevilkår,
indkomstgrundlag og infrastruktur for det stigende antal af hjemvendte
flygtninge og internt fordrevne, som frister en kummerlig tilværelse i
Kabuls slumkvarterer, hvor sundhedsrisici er overhængende, adgangen til
basale fornødenheder yderst begrænset og beskæftigelsesmulighederne
beskedne. Gennem en deltagelses- og fællesskabsorienteret tilgang
arbejder Dansk Flygtningehjælp for at styrke rettighedsbeskyttelsen
blandt de lokalsamfund, hvor hjemvendte flygtninge og internt fordrevne
befinder sig. Desuden organiserer Dansk Flygtningehjælp den afghanske
diaspora i Danmark, som gennem en tilskudsmekanisme har mulighed for at
tage aktiv del i støtten til forbedrede levevilkår og bæredygtig
udvikling i hjemlandet. Assistancen til Afghanistan finder imidlertid
også sted i regi af Danish Demining Group og DACAAR.
Danish Demining Group
Danish Demining Group (DDG) er Dansk Flygtningehjælps
humanitære minerydningsenhed. I Afghanistan har DDG ryddet mere end
33.000 landminder og 1,3 millioner stykker ikke-eksploderet
krigsmateriel. DDG’s arbejde øger sikkerheden for lokalbefolkningen i
mineramte områder, herunder hjemvendte flygtning fra Iran og Pakistan,
internt fordrevne samt den i forvejen sårbare landbefolkning.
DACAAR
Konsortiet DACAAR (Den Danske Komité for Hjælp til
Afghanske Flygtninge) er et samarbejde mellem Dansk Flygtningehjælp og
ASF Dansk Folkehjælp. DACAAR har mere end 25 års erfaring med nødhjælps-
og udviklingsarbejde i Afghanistan. DACAAR’s hovedaktiviteter omfatter
vandforsyning, hygiejneuddannelse og hjælp til en mere bæredygtig
udvikling i landdistrikterne.
|