Historien om Sadegh fra Afghanistan

Dreng på 15 år slæbte på en bagage, som var tung af voldsomme oplevelser.

Han må sørge for at være
tilstrækkelig træt for at kunne  sove om natten.
Minderne fylder for meget.

En traumatiseret barndom under krigens rædsler i Afghanistan for-hindrede skole-gang. Ekstrem fattigdom betød, at han har arbejde hårdt fra han var 10 år. Usikkerhed under en lang og besværlig rejse. Hvor skulle han egentlig hen? Men ikke mindst savnet af sin familie og

hjemland  fylder meget. Han landede i Center Gribskov, et sted for uledsagede flygtninge, som analfabet. Fuldstændig overladt til fremmede hænder i 2009.

Jeg har lige mødt Sadegh. Han er sej, og nu er han næsten altid en glad ung mand og tør tro på en fremtid. Blot 18 år. Han vil skabe sig en tilværelse i Danmark. Jeg vil være mekaniker, siger han sejrsikkert og glædede sig over de muligheder han har fået                                     

Han har ingen kontakt til sin familie, men tror, at den nu er i Pakistan. Han har heller ikke nogen viden om forhold -ene i sit hjemland. Kort sagt – han gør, hvad han kan for at glemme fortiden, og håber på fremtiden.

Han boede sammen med sine forældre og 3 søskende i en ler -hytte, hvor bålet var den eneste energikilde. Krigen rasede om ørene på dem og gjorde skolegang umulig. Lidt jord var den eneste mulighed for at overleve, og 10 år gammel begyndte Sadech at fælde træer og plukke bær for at hjælpe familien mod sult og nød. Taleban fyldte hverdagen med rædsel. Som storebror var Sadegh i fare. Derfor besluttede de voksne at sende ham ud af landet.

Sammen med nogle kammerater begyndte de en rejse på 1½ år gennem Pakistan – Iran – Tyrkiet til Grækenland og herfra videre op gennem Europa. Han var egentlig ikke bange, men indrømmer, at han var usikker. Ingen af drengene anede, hvor rejsen skulle stoppe.  Det viste sig at blive Center Gribskov i Nordsjælland. De havde benyttet forskellige transportmidler og vandret i bjerge af sikkerhedsmæssige grunde.

Starten i Center Gribskov var svær, fordi han savnede familien så meget. Men - han var taknemmelig, fordi han fik mad, tøj og lommepenge. Endnu kunne ingen af de unge forstå, at de fik noget gratis. Nu sad de på skolebænken og spillede fodbold i fritiden. De blev gode venner.

Efter 10 måneder skulle de videre i systemet, men de besluttede at holde sammen. Alle bor nu forskellige steder i Nordsjælland. Det betyder, at de kan mødes hver weekend.

Sadegh flyttede til Villaen i Birkerød og bor sammen med 3 piger og 3 drenge. Da han fortalte om Villaen, lyste hans øjne af glæde. Han arbejder i Netto, tager 10. klasse på Mantziusgården og får lektiehjælp. Han er vild med sport. Med et glimt i øjnene sagde han, ”og så kan jeg godt li´ piger”

Han er god til at løbe og har vundet bronze på en halvmaraton. Hans krop viser, at han bruger mange kræfter i fitnesscentret, og endelig spiller han fodbold. Han siger selv, at han har lidt for travlt. Han har fået mange danske venner og gode kollegaer i Netto.

Men han har ikke for travlt til at besøge sin nye familie. Han kalder det helt naturligt – min familie, og familiens to døtre – nævnes som ”mine søskende”.

Det er en arkitektfamilie i Birkerød, som begyndte at kende ham i 2009. Han skulle bruge en værge. Samværet udviklede sig til, at han fik en netværksfamilie, som Sadegh nyder i fulde drag.

Han fortalte om mange hyggelige timer, og hvor dejligt det var at fejre fødselsdage. Han havde lært at sætte pris på højtider og var taknemmelig for at være med på ture, når der var lejligheder til det. 

Ikke mindst var det dejligt, at han fik hjælp, når han af og til var ked af det, og savnet var for stort. Som interviewer fik jeg en klump i halsen, men samtidig følte jeg mig sikker på, at Sadegh får en godt liv og bliver en god samfundsborger. Som sagt – han er sej.

 Næste udfordring bliver, at han skal flytte fra Villaen, fordi han -  i lovens forstand - bliver voksen. Han skal finde en passende lejlighed

Nina er hans ”mor”. Hun fortæller om tidligere arbejde som frivillig, og om et perifært kendskab til Afghanistan gennem en tidligere kollega på Akademiet.

Hun blev opfordret gennem Frivillignyt, og familien blev straks godkendt af kommunen som ”netværksfamilie” Den første godkendelse i Birkerød.

Nina fortæller, at godkendelsen ikke kræver nogen specielle forudsætninger, og hun fortæller også, at ansvaret absolut modsvares af glæden ved indsatsen. Hendes smil forklarede alt. Som hun sagde ”man får meget mere igen”.

Netværksfamilierne mødes af og til i Kommunen for at udveksle erfaringer. Samlet set er indsatsen absolut ikke en tidsrøver. Hun har lært, at forventningerne ikke må sættes for høje, og det er vigtigt at prøve at forstå de unges kultur og baggrund. Endelig giver hun et godt råd til andre. Det er en fordel, at nye familier har egne børn.

Ruderdal Kommune søger p.t. nye netværksfamilier. Skal du være den næste?