| I debatten
om flygtninge bliver situationen undertiden sammenlignet med
situationen efter Anden Verdenskrig, og påstanden er, at vilkårene hvorunder
Menneskerettighedserklæringen og Flygtningekonventionen
blev til var anderledes. Derfor dette tilbageblik.
Flygtninge
i Europa efter Anden Verdenskrig
Debatten om flygtninge er meget
præget af uvidenhed. Menneskeretserklæringen fra 1948 og
flygtningekonventionen af 1951 var et resultat af 2.
Verdenskrig og de efterfølgende flygtningestrømme.
Der har spredt sig den
misforståelse, at de mange flygtninge efter
verdenskrigen "vendte hjem igen", da der var kommet lidt
styr på sagerne. Og derfor var det i orden at give dem
visse rettigheder, for det var bare midlertidigt. Vor
egen tids flygtninge derimod skal ikke have de
rettigheder, for de er bare rejst hjemmefra for deres
bekvemmeligheds skyld (jeg generaliserer).
Men faktum er, at MILLIONER af
flygtninge efter 2. Verdenskrig aldrig vendte hjem.
Alene fra Østeuropa var det mere end 11 mio. tyskere,
der blev forvist fra deres hjemstavn. I alt var der mere
end 40 mio. flygtninge i Europa efter krigen. De sidste
flygtningelejre i Europa lukkede først i 1960, 15 år
efter krigens slutning.
De mange flygtninge var et enormt
problem, som måtte håndteres. Det var uacceptabelt, at
store folkemængder var berøvet statsborgerskab og
rettigheder når de var på flugt fra forfølgelse på grund
af race, religion, politisk overbevisning, etc. etc.
Derfor gav vi dem rettigheder i kraft af FN's
Flygtningekonvention, som Danmark som det første land i
verden underskrev i 1952.
Flygtningekonventionen afspejler
ikke en tid, hvor det var sådan lidt hyggeligt og
midlertidigt at være flygtning. Den var et resultat af
benhårde realiteter, der måtte håndteres pragmatisk og
med værdighed.
Læs mere om Flygtningekonventionen
her:
https://da.wikipedia.org/wiki/Flygtningekonventionen
Læs også
BBC History.
Skrevet af
museumsinspektør, cand.mag i historie Jacob Seerup på
Facebook hvorfra det er kopieret.
|
